Traditionelt har den primære årsag til at sende børn i 0-6-års alderen i institution været, at de jo skal passes et eller andet sted, mens forældrene tjener til dagen og vejen.

Det behov lagde grobunden for etableringen af daginstitutionerne.

Det var dengang, hvor ro, renlighed og regelmæssighed var det, man troede, der skulle til for at sikre de små børns trivsel og udvikling. Men den opfattelse har heldigvis ændret sig med årene.

De senere år har en række forskningsresultater nemlig gjort os væsentligt klogere på vigtigheden af barnets allerførste levemåneder og -år i forhold til udviklingen af såvel socioemotionelle som kognitive færdigheder. 0-6-års alderen er den periode, hvor børns hjerner udvikler sig hurtigst, og er således et åbent vindue, når det gælder om at påvirke udviklingen for resten af livet.

Det lille barns hjerne er i stand til at danne mere end en million nye hjerneforbindelser hvert eneste sekund; et tempo, den aldrig senere i livet når.

Der er evidens for, at de første år af barnets liv har afgørende betydning for dets fremtid – for hjerneudvikling, helbred, evnen til at lære i skolen og mentalt velvære.

Denne forståelse spejler sig i den politiske vilje og initiativlyst på området. Blandt andet har vi fået en regeringsleder, som har udråbt sig til børnenes statsminister. Med Mette Frederiksen i spidsen har regeringen og dens støttepartier i deres fælles forståelsespapir viet et helt kapitel til at beskrive en ambition om, at »Danmark skal være verdens bedste land at være barn i«.

Derudover har mere end 180 aktører på småbørnsområdet, herunder kommuner, organisationer, fagprofessionelle, vidensmiljøer og fonde, skrevet under på en hensigtserklæring; et nyt løfte til og løft af børnene, som hedder Småbørnsløftet.

Ønsket er, at børn skal have mere lige muligheder, end de har i dag. Og at en styrket tidlig indsats på 0-6-års området er afgørende for, at det lykkes.

Også forældre har det seneste år markeret sig offentligt på småbørnsområdet, blandt andet i form af store demonstrationer.

Det er positivt med den store interesse, for det er der brug for. Vi ser, at der er kommuner, hvor man prioriterer området – også økonomisk. Men der er også stadig steder, hvor børnene taber, når der lægges budget.

Vi, politikere og forældre, har altså gennem årene fået højere forventninger til den kvalitet, vores børn møder i de danske dagtilbud. Men ambitionerne for området er endnu ikke på samme niveau som for de institutioner, der tager over, når børnene bliver 6 år.

I skolen har der traditionelt set været stort fokus på at udvikle børnene til hele og ressourcestærke mennesker til glæde for såvel børnen selv som for samfundet.

En analyse fra Tænketanken DEA viser da også, at der kan være en tendens til, at småbørnsområdet reelt ikke prioriteres højt, hvis der sammenlignes med eksempelvis skole- og ældreområdet. Kilder i analysen siger blandt andet, at området er relativt ’blødt’ sammenlignet med skole, erhvervsliv, kultur eller andre temaer, som de interviewede politikere synes, der er mere musik i.

Det samme gælder embedsmændene. Hvis de ikke oplever småbørnsområdet som interessant, kan de udgøre en barriere for at få løftet området ind i den kommunale dagsorden.

Der peges i analysen også på, at skolen stadig fylder uforholdsmæssigt meget i kommunerne. Det bliver betegnet som finere end småbørnsområdet.

Lærernes ord og dagsordener vejer ganske enkelt tungere i det politiske system, og de er bedre til at få lagt pres på politikerne og forvaltningen.

På småbørnsområdet er man blevet bedre til det, men der er stadig et godt stykke vej til, at den tidlige indsats får samme opmærksomhed som skolen.

Mens vi altså som samfund så småt er begyndt at forstå vigtigheden af et barns allerførste år, kan vi konstatere, at den reelle forandring af området møder udfordringer.

Det trækker ud med at få omsat de nyerhvervede erkendelser til forandring og udvikling af småbørnsområdet. Ikke udelukkende i forhold til antallet af hænder på gul stue, men mindst lige så vigtigt, når det gælder om at opkvalificere disse hænder med den nyeste viden på området.

F.eks. siger en direktør i en mellemstor kommune i analysen: »Normeringer er selvfølgelig vigtigt, men det er jo ikke alt. Det er næsten umuligt at få det til at handle om andet«. Spørgsmålet er således, at hvis der endelig kommer ekstra hænder – hvad regeringens udmeldinger jo kunne tyde på – hvad ønsker vi os så, at de ekstra hænder skal kunne?

Med den nye dagtilbudslov har legen fået en vigtig renæssance, hvorfor vi skal være nysgerrige på, hvordan vi får mest ud af legens væsen og muligheder, således at legen både kan være til i sin egen ret og kan understøttes med henblik på at udvikle børns sociale, personlige og faglige kompetencer.

Legen er i sine mange former fuld af læringsmuligheder og giver børn mulighed for at opbygge sunde relationer, udvikle færdigheder og løse problemer. Rundbold, jorden er giftig, gemme og andre fysiske aktiviteter har også sundhedsmæssige og motoriske fordele.

Når vi udvider adgangen til leg, især tidligt i livet, er det en af de måder, hvorpå vi kan reducere de forskelle i vores livsmuligheder, som vi ser i samfundet.

Og hvad med forældrekompetencerne og -ressourcerne? Har vi udbredt nok viden til forældre om, hvordan de kan stimulere deres børn og afsætte tid nok til at være sammen med dem, så børnene senere i livet kan knytte varige relationer og indgå i lærende fællesskaber?

De første 6 år i børns liv er afgørende, så der er nok at tage fat på. Derfor har Tænketanken DEA og Lego Fonden i fællesskab taget initiativ til et nyt ambitiøst treårigt initiativ, som vi sætter i søen ved et stort anlagt topmøde for småbørnsområdets interessenter 27. november.

’Hvem vil børnene?’ er overskriften på initiativet, som løber frem til kommunalvalget 16. november 2021, og som har den overordnede hensigt at bringe de små børn helt til tops på dagsordenen.

Hvis det stod til os, ville KV21 ganske enkelt ikke kunne vindes, uden at man vil noget gennemgribende på småbørnsområdet.

Ud over de helt overordnede bestræbelser på at gøre de små børn til valgkampstema er det vores fælles ønske at iværksætte en bølge af nytænkning, innovation og ikke mindst samarbejde på småbørnsområdet med fokus på udvikling både af individet og fællesskabet.

Vi ønsker ikke at rive alt det gode ned, som fungerer i dag. Men vi ønsker at understøtte det kæmpe potentiale, der ligger i barnets allerførste leveår, for at udvikle helt grundlæggende færdigheder.

Mulighedsrummet for relevante forandringsindsatser er stort. ’Hvem vi børnene?’ vil derfor gerne invitere til dialog om, hvilken retning vi skal i, og åbner ballet med tre helt konkrete bud på, hvad der indledningsvis er behov for:

For det første skal vi have udviklet et nyt sprog for, hvad vi vil og kan på småbørnsområdet.

Når der i debatten er meget fokus på, at det først og fremmest er normeringer, der er svaret på vores udfordringer på børneområdet, skyldes det så, at vi mangler en fælles begrebsverden og et sprog for, om der kunne være andre knapper at dreje på?

Havde man spurgt en hestevognskusk midt i 1800-tallet, hvad han godt kunne tænke sig for at komme hurtigere frem, havde han givetvis svaret: En hurtigere hest.

For han havde ikke begrebsverden til at forestille sig en bil. Vi har brug for at udvikle et nyt sprog, en ny begrebsverden og nye metoder for at skabe en ny virkelighed.

For det andet skal vi have identificeret, hvad det egentlig er, der står i vejen for udviklingen af småbørnsområdet.

Når forskning viser, at det både for barnets skyld og ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er en virkelig god idé at investere i de 0-6-årige, hvorfor gør vi det så ikke? Er der strukturelle forhindringer? Politiske? Dogmatiske?

Vi ønsker at blive klogere på, hvilke barrierer og udfordringer der blokerer for, at små børn reelt kommer øverst på den politiske dagsorden.

For det tredje skal vi genopdage legens betydning. Når vi siger leg, kan det betyde mange slags oplevelser lige fra den slags leg, hvor børnene får frihed til at udforske og opdage med minimale begrænsninger, til den leg, som er mere styret eller struktureret.

Leg, udvikling og barndom går hånd i hånd – lige fra spændende ekspeditioner, hvor man udforsker et nyt fiktivt land i sit eget hjem, til timer brugt på at bygge et trætophus i haven.

Forskning viser, at leg ikke bare er sjov – leg har også en vigtig og afgørende rolle i læring og i at forberede børn på de udfordringer, de møder både i barndommen og i voksenlivet.

Selv om leg indgår i meget gældende politik på småbørnsområdet, kan vi stadig blive meget bedre til at anerkende betydningen for læring gennem leg både i hjemmet og i daginstitutionen.

Intet af dette nås imidlertid uden kommunerne. De er den helt centrale aktør for, at den videre dialog om og fokus på småbørnsområdet lykkes. Det er sammen med kommunerne, at vi skal tænke nyt og innovativt – eksempelvis ved at inddrage forældre og civilsamfund på en anden måde, end vi gør i dag.

Derfor er det også glædeligt, at 19 kommuner – faktisk hver 5. – allerede har skrevet under på Småbørnsløftet her to år inden KV21. Der jo netop er et løfte om at forpligte sig til at skabe endnu bedre indsatser på småbørnsområdet, og derfor er kommunernes løfte helt afgørende for, at vi kan komme i mål.

Topmødet kommer til at munde ud i mål og beslutninger, som peger frem mod KV21, således at ’Hvem vil børnene?’ bidrager med en konkret ramme for dagsordenen.

Vi tager udgangspunkt i den virkelighed, som kommuner, forældre og børn har lige nu, og i realiseringen af den styrkede pædagogiske læreplan.

Vi er overbevist om, at der netop nu er et momentum for et gennemgribende paradigmeskift på småbørnsområdet.

Kombinationen af en sjældent set forældremobilisering og en regering, som har præsenteret nye ambitioner for småbørnsområdet, giver håb om de gode viljers triumf og om, at der faktisk kan komme andet end skåltaler og hensigtserklæringer ud af det.

Derfor stiller vi med ’Hvem vil børnene?’ en platform og en ramme til rådighed for alle, som vil bidrage til at få luget ud i de gamle reminiscenser af et syn på 0-6-års alderen som en tid, hvor man bare har behov for ro, renlighed, regelmæssighed, og til udviklingen og cementeringen af ikke blot en prioritering af de små børn, men også en nysgerrig og fremadskuende praksis både i daginstitutionerne og i hjemmene.

Denne kronik er skrevet af Kasper Ottosson Kanstrup, vice president, Lego Fonden og Stina Vrang Elias, adm. direktør, Tænketanken DEA, og blev bragt i Politiken d. 17. november 2019.